Aldrig før har Moelven haft et bedre første kvartal end i 2021. I løbet af årets tre første måneder havde Moelven en omsætning på NOK 3182 millioner og et driftsresultat på NOK 290 millioner.

Det er en stigning i resultatet på NOK 220 millioner i forhold til samme periode sidste år, mens omsætningen steg tilsvarende med NOK 446 millioner. Dette er Moelvens næstbedste kvartalsresultat nogensinde, kun overgået af andet kvartal af rekordåret 2007.

Stor efterspørgsel, stærk international prisudvikling og ivrige gør det selv-folk er forklaringen på den historisk stærke start på året for Moelven-koncernen. 

- Meget har ændret sig siden samme tid sidste år. Dengang havde vi lageret fyldt, mens vi nu befinder os i den helt anden ende af skalaen. Vinterkulden i år var ikke optimal for vores produktion, og nu arbejder vi intenst på at håndtere den højsæson, vi befinder os i, siger Morten Kristiansen, administrerende direktør i Moelven Industrier.

International efterspørgsel

Træmarkedet er internationalt, og aktiviteten og efterspørgsel på verdensmarkedet påvirker derfor priserne. I USA bygges der mere i træ, og som følge af reduceret produktion i Canada over tid hentes stadig flere af trævarerne i Europa. Denne efterspørgsel har kombineret med et renoveringsboom under pandemien både internationalt og på hjemmemarkedet ført til en positiv prisudvikling inden for flere segmenter. Som følge heraf er råvareprisen også steget for Moelven.

Koncernens selskaber inden for limtræ, modulbyggeri og kontorindretning oplever ikke så stærk markedsudvikling som trælastsegmentet, men de kan fremvise forbedringer i ordrebeholdningerne.

- Moelven klarer sig rigtig godt lige nu, og vi tror på, at efterspørgslen efter trævarer vil forblive på dette niveau gennem første halvår. Samtidig arbejder vi løbende på at forbedre koncernens rentabilitet og struktur. Det er vi nødt til, så vi kan klare skiftende tider i vores branche, siger Kristiansen.

Moelven har i denne uge holdt generalforsamling, og tilsynsrådet har været samlet. Her er den nyvalgte bestyrelse og tilsynsrådet.