Øget fokus på renovering og vedligeholdelse fortsætter med at være positivt for Moelven, der leverer sit bedste resultat i tredje kvartal i 13 år.

- Efterspørgslen efter klimasmarte produkter og løsninger har været god i tredje kvartal, både internationalt og på nationalt plan. I takt med at folk rejser mindre under corona-pandemien ser vi, at de fortsætter med at bruge flere penge på vedligeholdelse og renoveringer, både derhjemme og i sommerhuset. Det har medført god aktivitet inden for byggevarebranchen i Skandinavien, og i den internationale trælastvirksomhed. Det er også glædeligt, at ordrebeholdningen og aktivitetsniveauet inden for limtræ og byggemoduler er forbedret, siger koncernchef Morten Kristiansen i Moelven Industrier ASA.

Moelven omsatte for NOK 2667,2 millioner i tredje kvartal 2020. Der er en stigning på NOK 319,9 millioner i forhold til samme periode året før. Driftsresultatet på NOK 163,4 millioner er NOK 119,8 millioner højere end i det tilsvarende kvartal i 2019. Det er det bedste kvartalsresultat for tredje kvartal siden 2007.

- Vi vil være ærlige og sige, at vi ikke havde forventet at se dette tal, da Skandinavien og store dele af verden lukkede ned i foråret. Vi er naturligvis meget glade for dette resultat, siger Kristiansen.

Bygger Norges største imprægneringsanlæg

I 2020 har Moelven oplevet en enorm vækst i salget af imprægnerede træprodukter, og i september besluttede koncernen at investere NOK 170 millioner i at bygge Norges største imprægneringsanlæg til royal- og CU-imprægnerede trævarer. Investeringen lægges til Moelven Soknabruket A/S, og efter planerne skal anlægget stå færdigt inden udgangen af 2022. Det er kun et år siden, at Moelven Pellets AS kunne åbne sin nye pellet-fabrik og bioenergianlæg, der er beliggende i det samme industriområde. Med det nye imprægneringsanlæg væg til væg samler vi hele værdikæden fra råstoffer til færdige produkter på ét sted.

Hylder fleksibiliteten

Moelven-koncernen er kommet godt igennem årets første ni måneder, men corona-pandemien bevirker, at det er krævende at planlægge tiden fremover.

- Nøglen til at løse dette er vores medarbejdere. De har virkelig udvist en imponerende omstillingsevne og fleksibilitet under pandemien. Det har været afgørende for, at vi har været i stand til at levere så godt, som vi har gjort det - og det bliver også vigtigt fremover. I tiden fremover vil Moelven have fuld fokus på omkostningseffektiv drift og en levedygtig og fremtidsrettet koncernstruktur, siger Kristiansen.

Læs kvartalsrapporten for Q3 2020 her.