Moelven Industrier ASA har lagt et solidt første halvår bag sig med et driftsresultat på NOK 309,1 millioner. - Meget tyder på, at resten af året kan blive mere uforudsigeligt, siger koncernchef Morten Kristiansen.

Moelven omsatte for NOK 5.539,8 millioner i løbet af første halvår. Det er en nedgang på NOK 233,6 millioner i forhold til 2018. Driftsresultatet på NOK 309,1 millioner er omtrent som i 2018 (NOK 308,9 millioner).

Koncernchef Morten Kristiansen fremhæver den usikre situation i verdensøkonomien som en del af forklaringen på den lavere omsætning.

– Handelskonflikten mellem USA og Kina samt Brexit-situationen skaber et mere uforudsigeligt marked for trævarer, der anvendes til industrielle formål. I Centraleuropa har store stormfældninger og barkbilleangreb medført, at der skoves mere tømmer end sædvanligt, hvilket har påvirket prisbilledet. Vi har oplevet en del forsinkede igangsættelser af flere projekter inden for byggemoduler til lejligheder på både norsk og svensk side. Samtidig er det glædeligt, at efterspørgslen efter byggevarer har holdt sig på samme gode niveau som sidste år, og det påvirker halvårsresultatet i positiv retning, forklarer Kristiansen.

Jagter forbedringer

I de senere år har Moelven gennemført et forbedringsprogram og arbejder løbende med selskabsstrukturen for at skabe de mest bæredygtige og konkurrencedygtige enheder.

– Fremover vil vi intensivere vores fokus på omkostningseffektiv drift yderligere. På grund af det mere usikre marked er vi nødt til at arbejde mere effektivt for at nedbringe omkostningerne i vores produktion, siger Kristiansen.

Udsolgte pellets

I løbet af sin 120 år lange historie har Moelven løbende vist, at koncernen udvikler sig, og i andet kvartal har selskabet nået flere milepæle. I april indgik Moelven Pellets AS en langsigtet aftale med den svenske koncern SCA, som omfatter hele fabrikkens produktionsvolumen. Den internationale skyskraberorganisation CTBUH har officielt bekræftet, at Mjøstårnet er verdens højeste træhus. Moelven Byggmodul AS kunne fejre, at man leverede modul nummer 90.000 før sommeren, og flere af virksomhederne i Moelven-koncernen har fejret 100-årsjubilæum. Det gælder Moelven Töreboda og Moelven Våler.

– Vores evne og vilje til at forandre os er grunden til vores rige historie og vil også være nøglen til at levere bæredygtige produkter og løsninger i de kommende år, siger Morten Kristiansen.

Yderligere oplysninger:

Koncernchef Morten Kristiansen, mobil +4791118250
Kommunikationsdirektør Magne Vikøren, mobil + 4792827108