[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Trælast tager søvejen nordpå

MS Folla sejler i fast, ugentlig rutefart fra Namsos til Tromsø for at fragte trendy paneler og trægulve til befolkningen langs den norske kyst.

MS FOLLA BRINGER trælast fra hele Moelven Woods og Moelven Limtræs sortiment til store og små havne hele vejen nordpå med en række stop på Helgelandskysten, i Lofoten og Vesterålen og videre op til Tromsø. Det ville ikke være et alternativ at transportere varerne med bil, ifølge logistikdirektør Per Børke i Moelven Wood.
  – Så ville vi ikke være konkurrencedygtige. Livet langs kysten er orienteret mod havet. Her løber hovedvejen, fortæller han.
  Båden sejler døgnet rundt og anløber mellem 20 og 25 havne på hver tur nordpå.
  Moelven har fragtet trælast med båd langs kysten i en årrække, men det var først i 2008, at MS Folla begyndte at sejle i fast rute fra Namsos til Tromsø. Svein Gåsvær fra Folla Sjøtransport fortæller, at skibet fragter omkring 900 kubikmeter på hver tur.
  – Det svarer til 20 trailerlæs, pointerer han. Det første år båden sejlede i rute, blev der i alt fragtet 33.000 kubikmeter. To år senere var tallet 41.000 kubikmeter.
  – Hvor meget vi fragter hænger naturligvis sammen med aktiviteten i byggebranchen, men det virker som om, der nu er et voksende marked i nord, siger Gåsvær, som fortæller, at 2014 virker lovende.
  Han understreger, at det er en afgørende succesfaktor, at ruten afgår ugentligt – og at lasten er der til tiden.
  – Det er utroligt vigtigt. Vi satte os som mål, at vi ville sejle 100 procent regelmæssigt, og det har vi formået at overholde. Det er desuden en temmelig hurtig måde at transportere på: Vi laster alt på Moelven Van Severen i Namsos torsdag formiddag, og anløber Tromsø lørdag aften. Det betyder, at alle har modtaget deres varer til mandag morgen, understreger han.
  Med 10 Byggmakker-butikker i Nordland og Troms, er Per Strand en af skibets største kunder. Han fortæller, at ruten betyder meget.
  – Mange af vores butikker betjenes af MS Folla, som er så præcis, at vi nærmest kan stille uret efter den. Vi er meget tilfredse,  også med hensyn til miljøet, siger Strand.