[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Træ, der holder vand

Varmebehandlet ask tåler næsten alt - også et ordentligt skyl fra en kraftig byge.

Da arkitekt Johanne Tynning Taugbøl fra Wood arkitektur + design skulle renovere badet derhjemme, havde hun og hendes mand lyst til at prøve noget andet end fliser.
  – Vi ønskede ikke fliser nogen steder i huset og kom frem til, at der måtte være alternativer. Vi håbede på træ og blev meget glade, da vi fandt termo­asken, fortæller Tynning Taugbøl.
  Hun oplever, at træet giver rummet varme og skaber sin helt egen stemning.
  – Træ giver en helt anden akustik uden den hårde genklang, der tit kommer i et flisebelagt badeværelse. Gulvet er også anderledes at gå på. Det giver slet og ret en anden atmosfære og oplevelse af rummet sammenlignet med fliser, uddyber hun.
  Træet er behandlet med varme og damp i en proces, der tager cirka 42 ­timer. Træet bliver udsat for ekstreme belastninger, og processen reducerer træcellernes evne til at optage og afgive fugt. Dette gør varmebehandlet træ meget stabilt med næsten ingen bevægelse.
  – Den største fordel er, at du altid har et varmt gulv, både optisk og rent teknisk. Desuden er det mere skrid­sikkert og faktisk også tættere end fliser med hensyn til fugtighed, ­fortæller produktchef­ Winfried Schaal fra Moelven Wood Projekt.
  Han fortæller, at termoaskens primære anvendelsesområde er facadebeklædning og som terrassebrædder. Ifølge Schaal har termoasken lige så lang levetid som fliser.
  – Hvis produktet er monteret rigtigt og vedligeholdes jævnligt med olie, lever det lige så længe som andre alternativer, siger han.
  Arkitekten har ikke fortrudt sit valg af materialer.
  – Jeg er meget tilfreds med træet og utrolig glad for, at vi valgte det. Jeg blir glad, hver gang jeg går ind i badeværelset, siger Johanne Tynning Taugbøl, som fortæller, at de har fået mange positive reaktioner.
  – Jeg vil gerne anbefale det til andre, specielt til folk, som kan lide at gøre tingene lidt anderledes. ▪