[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


To byggesystemer – et hus

I Nacka vokser boligområdet Tollare frem med en fantastisk beliggenhed ved søen, kun et stenkast fra Stockholms centrum. Her kombinerer man for første gang to byggesystemer, når Moelven ByggModul AB og Moelven Töreboda AB bygger børnehave og ældrebolig.

FABRIKSBYGGEDE ÆLDREBOLIGER og børne­haver er ikke noget nyt. Ved at udvikle produktionsprocessen systematisk har Moelven ByggModul skabt et konkurrencedygtigt grundlag for industrielt­ byggede huse af høj kvalitet. ­Virksomheden er leverandør til flere firmaer, der har specialiseret sig i at eje og drive pleje- og omsorgsbyggerier.

SØSTERSELSKABET Moelven Töreboda AB, der er en førende producent af limtræsbjælker, har udviklet sit system, Trä8 – et søjle-/bjælke-system til boligblokke med stor spændvidde. Det blev lanceret i 2009 og indgår nu i både boligblokke og offentlige bygninger.

Børnehaven og ældreboligen i Tollare bliver bygget som en kombination af de to systemer. Det er en seks-etagers bygning, inklusive kælder, med børnehave i gadeplan og lejligheder i de øverste fire etager.

 – Trä8-systemet bruges i en midtersektion af bygningen, hvor der i gadeplan er børnehave, og længere oppe i etagerne er der spiselokaler, fælles­arealer og personalerum. Denne sektion bliver koblet sammen med to modulbyggede hus­sektioner med ialt 72 lejligheder til ældre, fortæller Moelven ByggModuls markedschef, David Öberg.

NY KOMBINATION. Der er gode erfaringer med at bygge med de to systemer hver for sig, men når de kombineres, dukker der en række nye spørgsmål op, der skal besvares.

 – Det handler både om samordningsspørgsmål og om tekniske løsninger og tilpasninger. Det er mange detaljer at tage hensyn til, for eksempel hvordan de to systemer opfylder de krav, der stilles til brandsikkerhed og akustik. Desuden er det vigtigt, hvordan sammenkoblingen af systemerne påvirker det æstetiske, forklarer David Öberg.

FREDRIK INGMARSSON, der er projektchef hos Moelven Töreboda AB, fortæller, at det allerførste spørgsmål, der dukkede op, handlede om bygningens stabilitet.

 – Det førte også til spørgsmål om, hvordan vi op­fylder kravene til brandsikkerhed. I dette tilfælde bruger vi vores normale limtræ, der er klassificeret som brandsikkert, og det suppleres med gips. Derudover beklæder vi bjælkerne med gips, forklarer han.

 – Men når man skal kombinere to forskellige systemer, der aldrig tidligere er brugt sammen, er der meget, der skal tages hensyn til – for eksempel hvor forskellige skakter skal placeres, og hvor man skal lave hul i bjælkerne, for at sammenkoblingen med modulerne skal fungere. Her bruger vi desuden en specialløsning til forankring i jorden, eftersom bygningen har kælder, fortæller Fredrik Ingmarsson. 

UNIKT PRODUKT. Han ser på hele projektet som indledningen til noget nyt: Muligheder der ikke tidligere er blevet udnyttet, og to virksom­heder, der drager nytte af hinandens stærke sider.– Jeg er overbevist om, at vi vil fortsætte, når denne bygning er færdig, siger han.

David Öberg er enig: – Med Trä8 øger vi forædlingsgraden. Det gør, Moelven ByggModul og Moelven Töreboda bliver en mere komplet leverandør. De to virksomheder har omfattende viden, der tilsammen skaber helt nye muligheder. Det betyder, at vi kan henvende os til nye kundegrupper og tilbyde dem et helt unikt produkt på markedet, forklarer han.

Interessen for fabriksbyggede huse er generelt steget i de seneste år, hvilket der er flere grunde til. Processen giver både en betydeligt mere sikker økonomisk beregning og en mere pålidelig planlægning tidsmæssigt – uden at man giver afkald på kvaliteten.

– Systemerne og processerne i produktionen er veludviklede og grundigt testede. Kunderne ved, hvad de får. Vi har et modent produkt, og jeg ser store udviklingsmuligheder både i samarbejdet med Moelven Töreboda og i Trä8-systemet. David Öberg 

STADIGT VIKTIGERE MED MILJØ. Eftersom børnehaven og ældreboligerne i Tollare udelukkende opføres af træ, opfylder bygningen alle krav til miljø og bæredygtighed. Træ er det eneste vedvarende byggemateriale i et byggeri, hvilket medfører, at det bliver stadig mere efterspurgt.

Miljøspørgsmålet er i dette tilfælde vigtigt for bygherren, Senectus, der også tidligere har valgt Moelven ByggModul som leverandør på forskellige projekter. Senectus har desuden valgt at bygge en kombination af børnehave og ældreboliger for at give mennesker muligheder for at mødes på tværs af generationer og bidrage til et godt miljø for dem, der bruger bygningen.

FACADEN på bygningen i Tollare kommer til at bestå af en blanding af gips og træ – træ på de nederste etager og gips på de to øverste. Øverst skal der bygges en tagterrasse med en stor altan. Den vil få udsigt til naturreservatet, der støder op til, og Lännerstasundet. Indflytning sker i løbet af foråret 2016, men i Tollare vil byggevirksomheden fortsætte nogle år endnu. Området skal efter planen være færdigbygget i 2020. Til den tid vil det bestå af næsten 1.000 nye boliger i form af både parcelhuse og lejligheder samt bygninger til det lokale serviceudbud.