[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Spisshusene i midnatssolen

«Spisshusene» ved foden af Sukkertoppen ligger som perler på en snor, og er et vartegn i Longyearbyen.

Sektionshusene er fremstillet i Moelv hos Moelven, fragtet med tog og skib, og monteret i løbet af sommermånederne.
I maj 1976 – da havnen var blevet isfri – lagde kulbåden fra Hommelvik til kaj i Longyearbyen, fuldt lastet med nye boliger til minebyen. Hvert hus kom i tre sektioner plus en pakke med materialer til at indrette loftet. Der var to montører pr. hus, og Moelven havde 12-14 mand deroppe hele sommeren. Der var sat cirka 150 timer til montagen af hvert hus, og det første år blev der opført 10 boliger.

Svalbard har arktisk klima, og fundamentet var derfor specielt. Der blev boret 3-4 meter ned i permafrosten, før de sænkede pæle ned, som de frøs fast med borestøvet. Oven på dette blev der bygget træfundamenter.
Også tagbeklædningen var præget af det barske klima. Tagene skulle beklædes med papshingles – skiferbelagt asfaltpap – og under normale forhold vil den selv klæbe sig fast. Men i Longyearbyen var temperaturen så lav, at de mange papshingles skulle varmes op og limes på taget.
Men det var nok ikke ikke selve arbejdet, der fæstnede sig i hukommelsen. Montagesjakket fra Moelven blev vældig godt modtaget – «som konger» – og de trivedes godt i Longyearbyen.

Spisshusene er i dag et lokalt stednavn, og der vises altid billeder af husene, når der er tv-reportager fra Longyearbyen. For Moelven blev husene begyndelsen på en lang række af leverancer; ungdomsboliger, børnehaver, kontorudvidelser og flere boliger, og i Svea blev der leveret både kantine og repræsentationsbolig.

– Fortalt af Jon Melbø, der var Moelvens projektleder