[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Smart bygget

Da EU-skolen i Frankfurt skulle­ udvides, skiftede arkitekten stål og beton ud med limtræsbjælker i bøg og præfabrikerede moduler i massivt træ. Resul­tatet blev 20 procent lavere ­omkostninger, et 30 procent ­lavere energiforbrug og en ­hurtig byggetid. Text: Knut Werner Lindeberg Alsén

EUROPASCHULE FRANKFURT blev opført i løbet af 12 uger, regnet fra byggestarten i januar i år frem til skolen formelt blev overdraget til skoleledelsen den 10. april. Tre dage senere tog 550 børn og deres lærere de nye skolelokaler i brug. Skolen er opført med 98 præ­fabrikerede moduler i massivt træ og en helt ny type limtræsbjælker i lamineret bøgefinér, der er indbygget i hvert modul som erstatning for stål. Limtræsbjælkerne er nyudviklet af den tyske træforædlingsgigant Pollmeier Massivholz GmbH & Co.

FRANKFURTERSKOLEN er det hidtil største byggeprojekt, som Pollmeier har leveret limtræsbjælker til. Nu er produktet på vej til Norge, i tæt samarbejde med Moelven.– Den største fordel ved at bruge lamineret bøg er den øgede styrke. De bjælker, vi har brugt, erstatter stål, fordi bøg er tre gange stærkere end andre træsorter, og så har fabrikanten udviklet en genial metode. Pollmeier står med et produkt, som åbner op for nye spændende arkitektoniske muligheder, siger arkitekten Andreas Krawczyk fra arkitektkontoret NKBAK.

INNOVATIVE MILJØTEKNISKE LØSNINGER. Krawczyk fortæller, at hans arkitektkontor fik denne opgave af den tyske stat, via Frankfurt kommune, fordi myndighederne søgte efter unge og nyskabende arkitekter. NKBAK overtog et projekt med en meget stram tidsplan, men hvor man gerne så innovative miljøtekniske løsninger og byggemetoder. Da kontoret søgte efter limtræsbjælker som erstatning for stål, dukkede Pollmeier op ved en tilfældighed

SAVVÆRKSGIGANTEN havde nemlig ­netop udviklet en ny slags bøgebjælker under mærkevaren BauBuche. – Vi fandt ud af, at BauBuche var det eneste træprodukt i Tyskland, der kunne tåle de belastninger, vi var ude efter, hvilket skyldtes kombinationen af højkvalitetsbøg og en ny produktionsmetode. Desuden havde produktet flotte æstetiske kvaliteter og en overflade, der gjorde, at vi kunne benytte bjælkerne ubehandlet og synlige i rummet. Kvaliteten af BauBuche er ekstraordinær. Vi havde heller ikke forventet en sådan teknisk præcision på denne type materiale. Det over­raskede os positivt, siger Krawczyk.

BEDRE END STANDARDEN FOR PASSIVHUSE. Ifølge Krawczyk var det nemt for NKBAK at overbevise bygherrerne om, at de måtte overgå den regionale standarder for passivhuse, altså præstere endnu bedre end miljøkravene. Argumentationen bestod i økonomiske og økologiske gevinster for den fremtidige drift.– Til trods for, at der indtil videre ikke er indført en defineret passivhus­standard for skoler i Tyskland, ønskede Frankfurt kommune, at nye skolebyggerier skal tilfredsstille energikrav i stil med passivhuse. Men vi overtalte bygherrerne til at overgå denne standard.

RESULTATET blev derfor 30 procent lavere energiforbrug end standarden, hvilket bl.a. skyldes, at vi benytter naturlig ventilation, en ny type stråleelementer i taget til opvarmning kombineret med omfordeling af opvarmningen fra skolens elektriske udstyr og varme fra de mennesker, der skal opholde sig i rummene, forklarer Krawczyk. Europaschule Frankfurt er tiltænkt børnene af de forældre, der er ansat ved den Europæiske centralbank i Frankfurt. Skolen er på tre etager med fladt tag og uden kælder. Skolen har 10 klasseværelser med integrerede vaskerumsfaciliteter for førskolebørn og 7 klasseværelser med garderobe og toiletfaciliteter for børn i grundskolen. Bygningen har lærerværelse, arbejdsrum, indendørs legeplads og køkken med tilstødende kantine.