[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Rum til forundring

Otte kilometer træ og 30.000 søm skulle der til for at opføre det meget specielle hus, som familien Varan har bygget i Odder syd for Århus. Et trelænget hus, der overalt er beklædt med lister af cedertræ, som klæder den naturskønne grund.

UD AD LANDEVEJEN, ned ad en bivej, til venstre ad en grusvej, til højre ad en lille skovvej, gennem skoven – og vupti folder landskabet sig ud og åbenbarer et eventyrligt hus ... I tre længer. Beklædt med lister af træ overalt. Fra garageporte til tag. Eneste brud i træfladerne er de store vinduer, der lader naturen fortsætte inden døre.
  Her bor familien Varan – mor, far og to drenge på 12 og 14. Huset har været deres hjem nu i halvandet år. Og selv om byggeprocessen var krævende, fordi folk og materialer ikke altid opfører sig helt efter bogen, var de glade fra første dag efter indflytningen. Og folk, der besøger dem, giver sig ikke engang tid til at sige hej, før de begynder at lovprise huset. 
  Rosen tager de til sig. For projektet er helt deres eget. Og det hele startede den dag, de fik øje på grunden og blev totalt tændt på stedet. 
  – Det er en naturgrund i ordets bedste betydning. Blændende smuk og vidunderligt stille. Og med vores to udadvendte job er det fantastisk at komme hjem her og mærke, hvordan roen falder over en, så snart man har parkeret bilen, fortæller Elisabeth og Thomas Varan.

”Vi var lidt i tvivl i forhold til taget, men valgte at fortsætte facadebeklædningen herop, fordi det ville give huset det mest harmoniske og enkle udtryk og understrege den landlighed, vi ønskede,” fortæller Thomas Varan.
Elisabeth og Thomas Varan.

I LANDLIG STIL. Grunden ligger omgivet af marker og skov tæt på havet. Den er på 50.000 kvadratmeter og rummede før et lille landsted, som trængte til så megen istandsættelse, at det blev jævnet med jorden. Men ideen om at bevare den landlige stil var plantet i parret. Og da de i et boligmagasin faldt for et sommerhus i træ, som var tegnet af arkitekt Jan Henrik Jansen, var inspirationen vakt. Arkitekten blev kontaktet og er i dag manden bag det ganske usædvanlige hus i Odder. 
  ”Det var vigtigt at forholde sig til, at huset skulle ligge frit i landskabet. Derfor valgte jeg at skabe en nutidig fortolkning af den traditionelle trelængede gård. Og jeg er utrolig glad for, at det lykkedes at realisere et hus, som ikke bryder med de klassiske typologier, men alligevel er nutidigt og lever op til ejernes ønsker og behov,” fortæller Jan Henrik Jansen.
  Ønskerne gik især på enkelhed og funktionalitet. Desuden skulle det bygges, så det kunne fungere for dem i de forskellige stadier af deres liv. Og så skulle det være klima- og miljøvenligt og nemt at vedligeholde. 

HARMONISK UDTRYK. Løsningen blev et modulopbygget hus, som helt igennem er opført af træ. Indvendigt af præfabrikerede elementer og udvendigt beklædt med lister af cedertræ både på facader og vægge. Desuden er der trævinduer med udvendige karme af ubehandlet aluminium. 
  ”Vi var lidt i tvivl i forhold til taget, men valgte at fortsætte facadebeklædningen herop, fordi det ville give huset det mest harmoniske og enkle udtryk og understrege den landlighed, vi ønskede,” fortæller Thomas Varan.

”Cedertræ er blevet populært, fordi det har så mange fordele frem for så meget andet træ.
Produktchef Thomas Lindner Nielsen.  

TO MAND I OTTE UGER. Alt i alt blev huset til et projekt, som for alle var en stor og spændende udfordring – nogle gange også lidt for spændende, ifølge både ejere og arkitekt. 
  ”At bygge i moduler og med modulær træbeklædning overalt er svært at få til at gå op. For et minimalistisk hus kræver også perfektionisme i projekteringen, hvis man vil undgå halve lister og synlige tilpasninger. Og siden skal der også perfektionisme til både i produktionen af de præfabrikerede trækassetter, i monteringen og i håndværkernes arbejde,” siger Jan Henrik Jansen og fortæller, at det tog to mand otte uger at sømme de otte kilometer trælister fast på huset ved Odder.

STIGENDE SALG. At bygge i træ er i sig selv en udfordring i Danmark, hvor træhuse indtil for nylig næsten kun blev set i sommerhusområder. Men hele klimadebatten har aktualiseret interessen for naturmaterialer. Og hos den største nordiske importør, som er Moelven i Danmark, kan det ses på efterspørgslen af fx cedertræ, som fra 2011 til 2012 steg med 20 procent, fortæller produktchef Thomas Lindner Nielsen og siger: 
  ”Cedertræ er blevet populært, fordi det har så mange fordele frem for så meget andet træ. Det er CO2-venligt, det bliver smukkere med alderen, og det er vedligeholdelsesfrit og formstabilt.”
  For at få et hus bygget med cedertræ til at tage sig pænest ud, skal træet patinere ens overalt på samme tid. Og det stiller krav til arkitekturen om en meget stram udformning – typisk uden tagudhæng og med skjulte tagrender.
  Det lever huset ved Odder også op til. Med arkitekt Jan Henrik Jansens ord ser det derfor meget enkelt ud, men er det absolut ikke. Og helt generelt mener han, at det kræver omtanke at bygge i det danske klima. Men han glæder sig over tendensen, som familien Varan også er en del af.
  ”Mursten og tagsten er ofte billigere og nemmere at have med at gøre. Men heldigvis er der en stadig større gruppe af bygherrer, for hvem det ikke handler om at bygge flest muligt kvadratmeter så billigt som muligt, men som vil mere og andet,” siger han. 

Fakta: Huset ved Odder

275 m2 bolig plus 98 m2 garage og udhus fordelt på tre længer. 

Opført af trækassetter og beklædt med 8 km lister af Western Red Cedar på tag og facader. 

Opvarmet af jordvarme. 

Ligger på en 50.000 kvm stor grund, 20 min. syd for Århus. 

Færdigbygget i 2013. 

Ejet af optometrist Elisabeth Varan og salgschef Thomas Varan.

Vores andet hjem
– Vi er meget glade for det nye hus, men allermest glade er vi for selve stedet, siger Gullik Jensen og Anne Brit Lystrup. – Her hygger vi os i al slags vejr. Foto: Jan Lillehamre
I sommerhuset ønsker vi et andet liv end derhjemme, men helst lige så komfortabelt. Så da Gullik Jensen og Anne Brit Lystrup opgav at reparere mere på det gamle sommerhus og ville bygge et nyt, vidste de præcis, hvad de gerne ville have.