[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Robust kulturslot af termoask

Store glasflader og en beklædning, der skifter farve med vejr og vind – Aust-Agder kulturhistoriske center er blevet et byggeri med karakter og stor tiltrækningskraft.

Ikke nok med det: Aust-Agder kulturhistoriske center (AAks) i Arendal er Norges første museum og arkiv, der er bygget som passivhus. Ti år efter at byggeriet blev besluttet, står centeret endelig færdigt i al sin moderne pragt. Det blev overdraget fra entreprenøren 1. april 2014, og allerede dagen efter var indflytningen i fuld gang. Direktør Kjell-Olav Masdalen er mere end tilfreds:
  – Vi har fået en fantastisk bygning! Dette er en stor milepæl. Det lå slet ikke i kortene, at en kommune med et så lavt befolkningstal skulle bruge så mange penge på sådan et byggeri, siger Masdalen.
  Prisen på den 11.000 kvadratmeter store bygning deles mellem staten, amtet og alle kommunerne i Aust-Agder, og har i alt kostet 330 millioner kroner. Bygningen er på syv etager, og de fire nederste er delvist under terræn. De er sprængt ind i fjeldsiden og konstrueret i beton. Femte etage har store glasfacader og huser reception, café, butik, undervisningslokaler og udstillingsarealer, mens de to øverste etager, som udvendigt er beklædt med termoask, benyttes til udstillinger.
  – Vi har fået mange gode tilbagemeldinger på bygningen. Der er altid nogen, der er skeptiske, når det handler om arkitektur, for dette er jo ikke et typisk sørlandshus, men en bastant, stor og moderne bygning. Alligevel udgør den en fin helhed, som jeg synes arkitektonisk er meget vellykket, og jeg tror, den vil fremstå sådan i mange, mange år, siger Masdalen.

BEKLÆDNING MED LIV. En vigtig grund til at der blev valgt termoask som udvendig beklædning på de øverste etager var, at det er helt fri for vedligeholdelse.
  – Det ville have været en stor udfordring, hvis vi igen og igen skulle male eller oliebehandle beklædningen. Termoaskens farve gør, at bygningen fremstår som en helhed i overgangen mellem beton, glas og træ. Vi følger spændt med i, hvordan farven ændrer sig med tiden – i begyndelsen var den mørkt rødbrun, men nu er den blevet lysere, og som jeg forstår det, vil den ende med at have en sølvgrå tone, siger Masdalen, der også har lagt mærke til, at farven skifter med vind og vejr.
  – Når det er fugtigt, bliver den mørkere, og i kuldeperioder ligner bygningen et eventyrslot om vinteren! Arkitekten har også satset meget på træ i de indvendige publikumsarealer, der er åbne og lyse lokaler med en god loftshøjde. Her stortrives vi, siger Masdalen.
Gulvene i publikumsarealerne er også termoask, mens væggene er malede, hvide træpaneler, der giver et skandinavisk præg.
  Christopher Adams og Henriette Salvesen fra Div. A. Arkitekter har tegnet bygningen.
  – Det var vores forslag, der vandt arkitektkonkurrencen, men bagefter ændrede forudsætningerne sig, blandt andet med hensyn til finansieringsnøglen. Det blev også besluttet, at bygningen skulle være et passivhus, med god ventilation, varmegenvinding og isolering, så den kun bruger lidt energi, fortæller Adams, der valgte termoask som udvendig beklædning, fordi han havde gode erfaringer med det fra tidligere.
  – Termoask er Moelven Wood Projekts dyreste træbeklædningsprodukt, men også det flotteste. Vi i Div. A. Arkitekter har benyttet det både udvendigt og i interiøret i vores eget byggeri på Majorstua i Oslo, som stod færdigt for fem år siden, og vi er vældig glade, siger han.

ROBUST OG HOLDBAR. Ubehandlet, vedligeholdelsesfrit træ som udvendig beklædning har fået en opblomstring de sidste år, ikke mindst i offentlige byggerier.
  – Historisk set var dette jo helt almindeligt – det er bare at besøge Folkemuseet i Bygdøy for at se det. I moderne tid er ubehandlet træ kommet tilbage. Det begyndte med lærk, der var meget populært for nogle år siden. Det ser flot ud, men med tiden kommer der en temmelig stor farveforskel. Der har også været afprøvet en masse andre træmaterialer, men fordelen med termoask er, at den ældes meget jævnt, så alle facader med tiden får den samme brungrå farve, siger Adams.
AAks er både det første museums- og arkivbyggeri i Norge, opført som passivhus og også en af de største bygninger af sin art, der er bygget de sidste ti år.
  – Det har været sjovt at arbejde med de ansatte på Aaks. De har jo et helt andet tidsperspektiv end de fleste andre – for dem er tusind år jo ingenting! De har været optaget af at få en robust bygning med en lang levetid, siger Christopher Adams.

EKSKLUSIVT UDTRYK. Skanska Norge AS i Arendal har været entreprenør på projektet, og projektleder Ottar Haugmoen fortæller, at de kun har fået positiv feedback på resultatet.
  – Det har været et kæmpeprojekt for os. Samarbejdet mellem os og bygherren har været helt eventyrligt, siger Haugmoen, der synes, at byggeriet fremstår flot rent arkitektonisk.
  – Man ser hele byggeriet fra hovedindfartsvejen til Arendal, inklusive de fire nederste etager i beton støbt på stedet. Fra byen på den anden side ser man kun de tre øverste etager. Dette er en solid konstruktion, som kan stå i mindst 50 år, før man behøver at gøre noget ved den, fortsætter han.
Produktchef Winfried Schaal fra Moelven Wood Projekt har arbejdet med projektet i Arendal i fire år.
  – Det har vært en lang proces, men resultatet er et flot, moderne byggeri. Arkitekten ønskede et eksklusivt udtryk, og kravet fra bygherren var, at den udvendige beklædning skulle være et vedligeholdelsesfrit materiale, og så var det naturligt at vælge termoask, selv om det er vores absolut dyreste materiale, fortæller han.
Prisen på termoask er cirka kr. 1.100.- /m2.
  – Men vedligeholdelse på almindelig malet beklædning koster hurtigt 100.-/m2, så dette betaler sig hurtigt hjem. Termoask er helt knastfri, og ligner næsten et møbel udvendigt, siger Schaal.
Den 19. november kunne kronprinsparret indvie Aust-Agder kulturhistoriske center.

Aust-Agder kulturhistoriske center

▸ Byggeriet blev officielt åbnet den 19. ­november 2014 og fik navnet KUBEN.
▸ AAks blev, under navnet Arendals offentlige museum og biblioteksmuseum, etableret
i 1832 og er landets fjerdeældste institution
af sin art.
▸ Centerets samlinger består af cirka 50.000 genstande inden for kulturhistorie, etnografi, kunsthistorie, møntsamlinger, arkæologi og naturhistorie, omkring 8.500 hyldemeter arkiver og cirka 500.000 fotografier.
▸ KUBEN, landets mest moderne museums-
og arkivbygning, er Norges første af sin art,
der er opført som passivhus.
▸ Bygningen har beklædning af termoask fra Moelven Wood Projekt AS.
Kilder: AAks/Store Norske Leksikon

Vores andet hjem
– Vi er meget glade for det nye hus, men allermest glade er vi for selve stedet, siger Gullik Jensen og Anne Brit Lystrup. – Her hygger vi os i al slags vejr. Foto: Jan Lillehamre
I sommerhuset ønsker vi et andet liv end derhjemme, men helst lige så komfortabelt. Så da Gullik Jensen og Anne Brit Lystrup opgav at reparere mere på det gamle sommerhus og ville bygge et nyt, vidste de præcis, hvad de gerne ville have.