[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Riveveteraner

I 1946 producerede Eidsvoll Rivefabrikk 150.000 river med tilsammen 3 millioner
tænder – alle drejet i knastfri birk på en hjemmelavet drejebænk.

Riverne blev brugt til at rage kornaksene sammen under høsten samt hø og græs under slæten. Herudover har riverne altid været et uundværligt haveredskab. 
  Fabrikkens kunder var forretninger over hele landet, som handlede med landbrugsredskaber. Der blev fremstillet seks forskellige rivemodeller. Forskellen bestod i afstanden mellem tænderne, og grunden til dette hed sig at være de forskellige jordtyper rundt om i landet.
  – Det havde muligvis et element af salgsgimmick over sig, men husk, at der er forskel på de fede jorde på Østlandet med frodig græsvækst, og et goldt fjeldstykke i Vestlandet, klukker Harry Johansen, der blev ansat i 1947 som fabrikkens første kontormedarbejder.

LISTER OG REOLER. Eidsvoll Rivefabrik blev etableret i 1888. I 1934 blev fabrikken købt af familien Høibraaten, med brødrene Thor og Carl Jørgen som ledere. I løbet af de næste 30 år brændte fabrikken to gange. 
  – Efter den sidste brand i 1966 blev grundlaget lagt for en nutidig, moderne trævarefabrik og et lige så effektivt snedkeri. Frem til 1957 havde fabrikken eget savværk, men for at imødekomme efterspørgslen blev materialerne indkøbt fra hele Østlandet og senere også fra Sverige, fortæller Johansen.
  Produktionen af river sluttede i 1954, og til trods for, at navnet skulle følge virksomheden de næste tre tiår, blev snedkeriet nu kendt i Norge som en af de førende producenter af lister og paneler. Disse blev solgt færdigmalet eller lakeret til entreprenører og håndværkere over hele landet.
  Eidsvoll Rivefabrik specialiserede sig også i at producere reoler og trapper. To af de største salgssucceser var bogreolen «BBB-reolen» og den sænkbare loftstrappe «Ville». Det var Johansen, der havde ansvaret for eksport og markedsføring.
  – Vi eksporterede bogreoler til hele Europa, det meste gik til Tyskland og England, fortæller Johansen.
I 1978 producerede snedkeriet 6 millioner meter lister, og trævareafdelingen 81.000 bogsektioner og 17.000 loftstrapper. I 1988 blev Eidsvoll Rivefabrikks snedkeri solgt til Moelven og hedder i dag Moelven Eidsvoll AS.

170 ANSATTE. Øyvind Alfheim blev ansat ved Eidsvoll Rivefabrik i 1950. Her arbejdede han i 30 år, og fortsatte derefter som ansat i Moelven Eidsvoll AS i yderligere 20. Han begyndte sin karriere i produktionen med blandt andet fremstilling af river som arbejdsområde.
  – Selve rivehovedet og tænderne var fremstillet af birk af den bedste kvalitet. Materialet i riveskaftet varierede i forhold til, hvad vi havde for hånden, enten fyr eller gran. Vi lavede forskellige rivetyper med klingende navne som «Østlandsrive», «Bergensrive» og «Børnerive», fortæller Alfheim.
Efter nogle år blev Alfheim formand ved fabrikken og fik ansvar for medarbejdere og indkøb af træ. Han blev også medansvarlig for driften.
  – I 50’erne leverede vi trapper og kælderind-retnings-udstyr med rum og kartoffelkasser til landets største entreprenører. Da vi var flest, var der 170 ansatte. Vi havde nok at rive i, for vi producerede mange forskellige varer, fortæller Alfheim.

SKRIVER BOG. Harry Johansen var hos Eidsvoll Rivefabrik i 47 år. Da han gik på pension, begyndte han at grave i historien og skriver nu på en bog om sin tidligere arbejdsplads.
  – Fabrikken har haft stor betydning for lokalsamfundet – og Norge – og har en righoldig historie. Det var også et alle tiders sted at arbejde, og flere fortsatte gennem hele deres arbejdsliv, fortæller Johansen.