[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Hr. Renovering

Efter 14 år som svensk fjernsyns gør-det-selv-mand er Martin Timell
(52) overbevist om, at træ er det bedste byggemateriale.

1. Hvad er tanken bag programmet "Äntligen hemma" (Endelig hjemme)?
Det skal være en kombination af inspiration og oplæring. Vi vil vise, hvordan forskellige materialer, værktøj og teknikker kan bruges, og vi vil præsentere nye materialer og produkter, som kan bruges, når vores seere skal bygge om eller til eller sætte deres bolig i stand. Vi vil også gerne slå et slag for svenske materialer og produkter.

2. Hvorfor blev du gør-det-selv-mand i fjernsynet?
Jeg havde faktisk mit eget byggefirma i Stockholm igennem fem år engang for længe siden. Men jeg er ikke snedkeruddannet. Det, jeg kan, har jeg lært af mine ansatte. Min styrke var at skaffe opgaver – simpelthen at være sælger, med andre ord.

3. Hvilket byggeri er det mest spektakulære, du har været med til?
Det var den gang, vi lavede en ombygning af et hus på Lidingö i udkanten af Stockholm som led i sidste års udsendelsesrække. Af indspilningstekniske grunde begyndte vi ovenfra og bevægede os nedefter. Det var selvfølgelig helt forkert. Desuden viste det sig efterhånden, at vi var nødt til at skifte det meste ud. Samlet set tog renoveringen af det 250 kvadratmeter store hus et år, og 80 procent af huset blev skiftet ud!

4. Hvordan bor du selv?
Jeg bor i lejlighed, men vi har et sommerhus, som jeg selv har bygget, i den stockholmske skærgård. Der er jeg stadig ved at bygge om og til, og jeg udfører altid arbejdet selv – jeg bruger ikke byggefirmaer. Lige i øjeblikket hjælper min søn mig med at skifte den gamle tagbelægning ud med smukke teglsten.

Arkitekthøjskolen i Stockholm er et skrækkeligt byggeri, som ikke passer ind nogen steder. Riv den rædsel ned.
Martin Timell

5. Hvilken type indspark og spørgsmål får du fra tv-seerne?
Vi får henvendelser hele tiden. Der er mange, som gerne vil have kontakt. Efter hver udsendelse ringer flere hundrede seere ind, og mange af dem beder os om hjælp. De allerfleste ønsker, at vi skal bygge deres køkken eller badeværelse om for dem. Andre gængse spørgsmål handler om værktøj eller materialer, som vi har præsenteret, og tit har de bare glemt navnet på dem. Det er meget sjældent, at vi får henvendelser fra seere, som udelukkende ønsker rådgivning.

6. Føles det som et stort ansvar at give råd om, hvordan man skal lave om- eller tilbygninger på huset?
Det er et meget stort ansvar. Derfor er jeg også meget omhyggelig med alt det, vi foretager os i programmet. Jeg har det sidste ord med hensyn til, hvilke virksomheder der skal have lov at være sponsorer for "Äntligen hemma". Jeg præsenterer kun materialer og værktøj, som jeg selv stoler på. Det er en tillidssag. Kun i ét eneste tilfælde har der været en smutter. Det var den gang, vi anbefalede seerne kun at bruge kendte virksomheder til installation af centralstøvsuger. Desværre gik en af de virksomheder, jeg anbefalede, konkurs efter nogle år. Vi havde ellers bedømt den til at være en sikker og stabil virksomhed.

7. Hvordan går det med dit nye program, "Fuskbyggarna" (Fuskerne)?
Ja, det er blevet en kæmpesucces. Vi viser eksempler på personer, som er blevet snydt af useriøse byggefirmaer, og demonstrerer, hvor dyrt og vanskeligt det er at rette op på bagefter. Målet med det er at begrænse de useriøse firmaers udfoldelsesmuligheder. Jeg tror også, at udsendelserne vil føre til forbedringer på mange måder. Når man afslører fusk og svindel, bliver folk generelt mere forsigtige. Og når det handler om byggesjusk, bliver man både mere omhyggelig, når man bygger selv, og når man betaler for at få udført byggeservice.

8. Har du et eksempel på et vellykket eller mindre vellykket byggeri?
Arkitekthøjskolen i Stockholm er et skrækkeligt byggeri, som ikke passer ind nogen steder. Riv den rædsel ned! Den ærværdige bygning "Riddarhuset" er modstykket. Det er nok den smukkeste bygning i Sverige.

9. Har du et drømmeprojekt?
Ja, jeg kunne godt tænke mig at bygge en bolig ved kysten, lavet af gamle materialer, men med moderne isoleringsmateriale – et klimaneutralt hus.

10. Hvad synes du om laminatgulve?
De burde forbydes! Selvfølgelig skal man have trægulve! Der er ingen andre materialer, som kommer i nærheden af træets fordele: Det er billigt, det er skandinavisk, vi har meget træ at tage af, det holder til stor belastning, og det kan saves med en håndsav. Livet er for godt til laminatgulve

Martin Timell

Martin Timell er en svensk snedker, komiker og programvært. Han begyndte sin karriere i børneprogrammet "Ordvalpen" i 1984 og har siden været vært for underholdningsprogrammer og programmer om historie.
Siden 1997 har "Äntligen hemma" været sendt på TV2 Sverige. Der giver Timell og redaktionen råd og tips om materialer, værktøj og byggeteknikker. Seertallene kommer tit over 800.000. Det populære program har også resulteret i to snedkerbøger.
"Fuskbyggarna" er et nyt program, hvor man afslører useriøse virksomheder i byggebranchen. Programmet bygger på et dansk koncept. Den svenske version har haft seertal på over 1 million.
I en undersøgelse gennemført af tidsskriftet "Vi i Villa" i 2005 svarede hver anden villaejer, at de godt kunne tænke sig at have Martin Timell som nabo.