[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Hænger fortsat på

Traktoren er for længst skiftet ud, men Jan Amund Syljuberget har ingen planer om at udskifte Moelven-anhængeren, som trofast har været til nytte, årti efter årti.

DET ER IKKE ALLE, der ved, at Moelven en gang var en stor producent af redskaber og udstyr til landbruget, herunder mange slags kærrer og vogne. Og nogle af dem er stadig i brug, som Jan Amund Syljubergets anhænger til traktoren på Mesnali i Hedmark. Han købte den brugt for 20 år siden, og han mener, at det er en 66-model.
  – Jeg bor på et lille, nedlagt landbrug og havde brug for en anhænger til at transportere brænde og andre småting. Den fungerer fortsat fint, og jeg ingen planer om at skifte den ud, konstaterer Syljuberget, som peger på, at der faktisk ikke er noget enestående i at have en Moelven-anhænger. Snarere tværtimod.
  – Jeg rejser meget i mit job, og for mig ser det ud som om, at der er Moelven-anhængere rundt om på de fleste gårde i Norge, selv om nogle enkelte af dem begynder at blive lidt gamle. Moelven var store på dette marked i sin tid, forklarer han.

SOLGTE GODT. Det bekræfter Per Ivar Pedersen, der gennem mange år var ansat i Moelven. Han har kigget i arkiverne:
  – Allerede i sommeren 1945 drøftede bestyrelsen i Moelven Brug, om man skulle starte produktionen af landbrugsredskaber med gummihjul, og i slutningen af 40’erne kom de første høvogne med gummihjul. Disse kunne kobles til både heste og traktor, fortæller han.
  Hver gang fortalte annoncerne, at nu var der kommet «en helt ny type traktoranhænger – med hydraulisk lad». Med en pris på godt 3.600 kroner var de første modeller dyre, da de kom.
  – Men med høj kvalitet, bremser og hydraulisk lad solgte de første serier så hurtigt, at man i oktober 1949 annoncerede med tre måneders leveringstid, fortæller Pedersen.
  Efter løbende forbedringer og tilpasninger gik Moelven i 1952 op til produktionsserier på 100 enheder. Med tiden blev der også fremstillet forskellige specialanhængere tilpasset særlige grupper af brugere, såsom Forsvaret. Konstruktionen og produktionen af traktoranhængere ved Moelven foregik frem til 1990’erne.

PRISVINDER. Tilbage til Jan Amund Syljuberget på Mesnali. Hvis han skulle finde på at sælge sin elskede anhænger, viser en hurtig søgning på nettet, at prisen på en brugt ligger et sted mellem 10.000 og 38.000 kroner, afhængigt af model og stand. Selv har han muligvis en af de mest populære årgange. For i 1966 blev Moelven-anhængeren nemlig vurderet af Norsk Designråd, der beskrev den som «et gennemarbejdet, godt produkt med et klart konstruktivt design». Og anhængeren blev tildelt den fornemme udmærkelse, Merket for god design 1966 i klassen industridesign.