[Missing text /a11n/skiptocontent for da]
Fremtiden bygges i træ Herrestaskolan i Järfälla er den første skole i Sverige som er opført i massivt træ. Bygningen er næsten helt CO2-neutral, og materialevalget sikrer både medarbejdere og elever et godt miljø.


Fremtiden bygges i træ

Herrestaskolan i Järfälla er den første skole i Sverige som er opført i massivt træ. Bygningen er næsten helt CO2-neutral, og materialevalget sikrer både medarbejdere og elever et godt miljø.

Det skulle egentlig være en traditionel skole i beton. Men så dukkede spørgsmålet op: Hvorfor ikke træ?

 – at bygge en skole i træ i det regnfulde Sverige, er det ikke næsten at bede om fugtskader? Jeg søgte på nettet og fandt tre skoler, som var bygget i massivt træ – og det var i England, der har flere regndøgn end Sverige, fortæller Ian Craig, som er projektleder i Järfälla kommune.

De tog på en studietur til de tre skoler, og det blev en meget positiv oplevelse.

 – Straks vi kom inden for døren i den første skole, oplevede vi den varme, hyggelige og lune atmosfære, siger Ian Craig.

Studieturen til England resulterede i en hurtig beslutning: Herrestaskolan i Järfälla skulle bygges i massivt træ. Nu er skolen opført, og materialevalget har medført, at bygningen er næsten helt CO2-neutral.

 – Massivt træ har en række miljømæssige fordele, både for den færdige bygning og i løbet af byggeprocessen. Også arbejdsmiljøet for bygningsarbejderne bliver bedre.
Ian Craig, projektleder  

Pilotprojekt. Det er Christian Tell enig i. Han er produktionschef hos Skanska og har været tovholder under byggeriet af Herrestaskolan.

 – Vi er ikke så vant til at arbejde med træ, og dette blev et pilotprojekt. Det blev en meget positiv oplevelse. Træ er et nemt materiale at arbejde med, og arbejdsmiljøet er fantastisk. At bore i træ støjer kun lidt, det går hurtigt og støver næsten ikke. Desuden lugter det godt, når man bearbejder træ, siger han og fortæller, at hans kolleger gerne arbejder mere med træ i fremtiden.

 – Byggetiden på stedet bliver også kortere. Hvis de forskellige dele bliver læsset smart før transporten til byggepladsen, bliver det lige som at arbejde med et stort Lego-byggesæt, siger Christian Tell.

God planlægning. Logistikken er afgørende. Det konstaterer Fredrik Morell også. Han er projektchef hos Moelven Töreboda AB, som har produceret alt limtræet og også leveret massivt træ fra en samarbejdspartner i Østrig.

 – Normalt er det vores medarbejdere, der beregner dimensioner og laver konstruktionstegninger. I dette tilfælde havde kunden gjort det, så vores opgave blev at producere limtræ og indkøbe massivt træ i henhold til de beregninger, vi fik.

 – Vi har også planlagt logistikken. I alt har cirka 50 biler transporteret blokke af massivt træ fra Østrig, og det var naturligvis vigtigt, at de blev læsset rigtigt og kørt til Järfälla i den rigtige rækkefølge for at undgå at læsse om, forklarer Fredrik Morell.

Leverancerne fra Østrig kørte direkte til bygge-pladsen i Järfälla, hvor de blev koordineret med leverancer af limtræ fra Töreboda. Processen med leverancer tog cirka et år.

 – Den effektive produktionstid på fabrikken, der lavede limtræsbjælkerne til bygningen, var omtrent en måned, siger Fredrik Morell.

Han fortæller, at projektet har skabt ringe i vandet for Moelven Töreboda AB. Træ er gennem de sidste år blevet et populært byggemateriale, og Morell siger, at der har været stor interesse for skolebygningen. Der har været mange på studiebesøg på byggepladsen, og han fortæller, at miljøaspektet bliver stadigt vigtigere, når han taler med forskellige kunder.

 – Vi har fået nogle nye forespørgsler om mindre projekter i massivt træ. Oftest handler det om skoler. Det er tydeligt, at kommunerne bliver mere og mere interesserede i bæredygtigt byggeri, siger han.

Unikt byggeri. Herrestaskolan i Barkarbystaden i Järfälla er blevet et vigtigt referenceprojekt for alle involverede parter: For kommunen, for Skanska, for Moelven Töreboda AB – og for Liljewall arkitekter, som har tegnet skolen.

 – Det er et meget specielt træhus, og det er sjovt at have været med til at tegne noget så flot, siger arkitekt Lars Olausson.

Set fra gaden ligner det en helt almindelig moderne bygning. Glasfacader og træbeklædning. Der er ikke noget, der afslører, at dette er en unik bygning, og da Lars Olausson begyndte at tegne, vidste han ikke, at han ville komme til at sætte sit præg på det første hus af sin art i Sverige. Hvad han vidste var, at miljøambitionerne var høje – bygningen skulle certificeres i henhold til det svenske klassificeringssystem Miljöbyggnad – på guldniveau.

 – Erfaringen med bygninger i massivt træ er begrænset, og vi har arbejdet med at finde specialløsninger, for eksempel for at skabe passende akustik til en skole. 

Netop lydmiljøet var en af de store udfordringer, men også brandsikkerhed og beskyttelsen mod fugt har krævet løsninger, som vi ikke havde arbejdet med før, fortæller Lars Olausson.

 – En vigtig forskel på træ og beton er, at lyd og vibrationer forplanter sig på en anden måde i et træbyggeri. Vi måtte derfor prøve os frem på stedet for at finde måder at løse udfordringerne på. Vi måtte også angribe problemet på forskellige måder i de forskellige dele af bygningen. Lyden opfører sig ikke på samme måde i rum af forskellig størrelse, og der stilles andre krav til akustikken i et klasseværelse end i en foyer.

Vil vælge massivt træ igen. Ian Craig understreger, at også kommunen har lært meget af projektet, og både han og de ansatte ved skolen er meget tilfredse med resultatet.

 – Det blev oven i købet bedre, end jeg havde forestillet mig!
Ian Craig  

De ansatte synes, at skolen er fantastisk. De fleste vil hellere arbejde på Herrestaskolan end på andre skoler i Järfälla kommune, fortæller han.

Nu står endnu en skolebygning for tur: en lidt mindre skole på i alt 1.000 kvm. Også denne gang er det planen at bygge i massivt træ.

 – Erfaringerne fra Herrestaskolan er så gode, at vi selvsagt vælger massivt træ igen, afslutter Ian Craig.