[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Et vellagret design

Når bygherren hedder Bestseller, bliver selv et varelager til en æstetisk nydelse. Og det mest iøjnefaldende element ved den prisvindende arkitektur er facaden med 223 km fyrretræsplanker.

Allerede på lang afstand dukker Bestsellers­ nye, gigantiske varelager op i horisonten, hvor det med sine 27meter i højden hæver sig på grunden langs E45 nord for Haderslev i Sønderjylland. Tættere på materialiserer sig en bygning, som man har svært ved at tro er et varelager, og som da også allerede har vundet flere fornemme priser for sin smukke udformning. Og hvis de forbifarende motorvejsbilister sænkede farten lidt, ville de gennem de enorme, transparente gavle få et indblik i, hvad der foregår inden døre. Ydermere ville de kunne se, hvordan de millioner af knaster i de vidtstrakte fyrretræsfacader i denne skala danner det fineste mønster og gør bygningen til noget, der minder om en kæmpestor skulptur.
I realiteten er der dog tale om tøjkoncernen ­Bestsellers logistikcenter, som blev taget i brug i april sidste år og leverer varer til virksomhedens tusinder af butikker i hele Europa.

Vi gør os altid umage. Og varelageret kan
ikke være nogen undtagelse.

STILSIKKERT. Selv uden dominerende reklame­skilte – eller måske netop derfor – vil mange nok gætte på, at det er Bestseller, der står bag det smukke byggeri langs motorvejen. For princippet om æstestisk funktionelt industribyggeri og arkitektur af højeste, bæredygtige kvalitet, hylder kun de færreste virksomheder. Og en af dem er den danske tøjkoncern, hvor det som følge af grundlæggerens personlige interesse for arkitektur altid har været kotyme at bygge på en måde, hvor der er stil over det.
  – Vi gør os altid umage. Og varelageret kan ikke være nogen undtagelse, som projektleder for byggeriet, Søren Jakob Sørensen, udtrykker det.
Og med logistikcenteret er de altså lykkedes så godt, at de har vundet en række priser. Byggeriet er blandt andet kåret til årets erhvervsbyggeri i Danmark i 2012, og i år er bygningen finalist i den internationale MIPIM Awards.

OP I EN HØJERE ENHED. Stoltheden over det færdige resultat er da heller ikke til at tage fejl af hos arkitekterne bag byggeriet.
  "Vi er usædvanligt glade for resultatet. Vi er lykkedes med at få store ambitioner til at gå op i en højere enhed med banebrydende nytænkning i forhold til industribyggeri. Og vi er mest stolte af, at det for medarbejderne samtidig er blevet et rigtig rart sted at arbejde," siger Julian Weyer, arkitekt og partner i tegnestuen C.F. Møller i Århus.

– Så meget træ har vi aldrig før brugt
i et byggeri af denne type og størrelse. Det krævede
nøjagtighed at få det til at fungere i så stor skala

Det nytænkende består bl.a. i, at logistikcentrets udformning er så langt fra de traditionelle store, grå, firkantede kasser, varelagre som oftest er. Som det blev sagt i forbindelse med en af prisuddelingerne sidste år: 'Der findes mange logistikcentre i verden, men de fleste er grimme. Og her har vi så et byggeri, der er lige så stort som en lufthavn og fungerer lige så rationelt som en sådan, men som har et menneskeligt ansigt'.
Dette 'ansigt' skyldes ikke mindst den lysebrune ­facade, som udgøres af 223 kilometer fyrretræs­planker brudt af store glaspartier. Ideen om denne usædvanlige beklædning opstod hos arkitekterne i kølvandet af opdraget fra bygherren om at sørge ­for at få en masse dagslys ind i bygningen og give den et tydeligt bæredygtigt præg.
  "Så meget træ har vi aldrig før prøvet i et byggeri af denne type og størrelse," siger arkitekten og lægger ikke skjul på, at projektet bød på flere udfordringer. Fx i forhold til valget af træsort, til brandsikring og til det faktum, at store dele af bygningen skulle præfabrikeres.
  "Det krævede præcision at få det til at fungere i så stor skala. Og når vi valgte fyrretræet, hænger det sammen med dets evne til at kunne brandsikres. At de mange synlige knaster i fyr i denne skala kom til at danne et markant og meget smukt mønster, var så bare en ekstra bonus," siger Julian Weyer.

IMPONERENDE BYGGERI. Hos Bestseller er stoltheden over det færdige byggeri ikke mindre.
  "Det har været fantastisk at se, hvordan noget, der ­tager sig godt ud på papiret, også kan blive flot i 3D. Og så er det dybt imponerende, hvad håndværkerne har nået på kort tid. Vi har regnet ud, at de i byggeperioden har færdiggjort tre kvadratmeter i timen døgnet rundt, året rundt. Og det på trods af to hårde vintre og den dårligste sommer i mands minde," fortæller Søren Sørensen.
Virksomhedens ønske om at få lukket dagslys ind i bygningen, skyldes bl.a. hensynet til de ansatte, som på den måde kan følge naturens rytme, selvom de befinder sig midt i den enorme lagerhal. For med store glaspartier, ovenlys og grønne gårdmiljøer er der frit udsyn næsten overalt. Og på den måde er bygningen ikke bare blevet skøn at skue, men også en fremtidssikret arbejdsplads til glæde for medarbejderne.

FAKTA

BESTSELLER VARELAGER

  • Størrelse: 48.000 m2
  • Grundareal: 60 ha, hvor der bl.a. er plantet 13 ha skov og gravet regnvandsbassiner. 
  • Byggeperiode: 2009–2012
  • Træleverandør: Moelven
  • Kapacitet: 100 trailere om dagen, der betjener 4.500 butikker
  • Antal medarbejdere: 200
  • Priser:
    - Årets Erhvervsbyggeri 2012
    - International Trimo Architectural Award, overall winner, 2012
    - Finalist i MIPIM Awards 2013