[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Et nordisk trægulv med sjæl

Nogle gamle vinduer af uopslideligt teaktræ kickstartede planerne om familien Nielsens
nye sommerhus. Nu står huset færdigt. Og det første, man lægger mærke til indendøre,
er det flotte gulv af massivt træ, som er lagt på en ganske speciel måde.

Hvis ikke det var, fordi det ligger på en grøn naturgrund blandt en masse andre sommerhuse, ville man næppe tro, at det faktisk er et sommerhus. For umiddelbart ligner det mere en palævilla. Godt nok med sort facade. Men vinduerne er ægte palævinduer. Og inden for er stilen videreført med stuk langs loftskanterne, fyldningsdøre, fodpaneler og et sjældent flot gulv, der er lagt med borter af træbrædder langs væggen og resten af plankerne på tværs af rummet.

FIK VINDUERNE. Sådan kom familien Nielsens sommerhus til at se ud, da det stod færdigt tidligere på året. Og forklaringen på den historie begynder med en telefonopringning til Poul Erik Nielsen for mange år siden. Den kom fra hans fætter i Skagen, der meddelte, at han havde nogle gamle, hvidmalede palævinduer, som han mente, fætteren ville blive glad for.
  – Jeg er jo træmand. Og derfor er der mange, der tænker, at jeg nok elsker at få noget gammelt træ ... Men nu var det jo min fætter, så jeg cyklede selvfølgelig til Skagen for at kikke på hans kasserede vinduer, fortæller Poul Erik Nielsen.
  Svaret blev dog et nej tak. Men så kom der brændevin på bordet, hvorefter svaret ændrede sig til et ja tak. Og så blev de gamle vinduer læsset på en palle, som Poul Erik satte ind i sin lade, mens han tænkte, at det hele nok ville ende på lossepladsen en dag.

Og i dag synes vi, at vi har fået et anderledes og interessant gulv, som binder rummene fint sammen.
Hytteejer Poul Erik Nielsen

DEN NORDISKE SJÆL. Men syv-otte år senere skulle familien flytte. Og da fru Vera stødte på vinduerne i laden, spurgte hun ægtemanden, hvad han egentlig havde tænkt sig med dem. Og så var det, at svaret – til både hans egen og fruens overraskelse – lød: ”Der er til at bygge et sommerhus af.”
  Det fik Vera Nielsen til at slå en høj latter op. Hun havde aldrig før hørt om folk, der byggede et hus til nogle vinduer. Og det havde Poul Erik egentlig heller ikke selv. Men sådan blev det. For pludselig var han også kommet i tanker om, at parret havde en sommerhusgrund liggende syd for Sæby, som kunne bruges til at bygge på.
  Derefter gik der sport i projektet. For nu blev det et mål i sig selv at finde andre gamle materialer, der kunne genbruges til opførelsen af huset. Det skulle jo have sjæl. Og efterhånden begyndte drømmene så at materialisere sig i samarbejde med en arkitekt.
Første ide var at bygge et helt igennem nordisk træhus med rødder i både dansk, svensk, norsk og færøsk byggestil.
  – Hvorfor? Fordi jeg har været alle stederne og holder af dem, forklarer Poul Erik Nielsen og fortæller, hvordan fx den færøske skik med at male rundt om yderdørene er gennemført i hele huset.

TRADITIONEL STIL. Med udgangspunkt i de gamle teaktræsvinduer valgte parret en traditionel indretning af deres sommerhus. Og jagten på gamle ting, der kunne bruges til byggeriet, gik bl.a. til gamle herregårde for at finde et par høje, smalle glasdøre til stuen. Det lykkedes dog ikke, hvorfor dem, der i dag sidder i huset, stammer fra Ægypten. De gamle fyldningsdøre hentede bygherren fra et af sine renoveringsprojekter i Sæby. De er fra 1890. Og hoveddøren kommer fra det gamle apotek i Sæby, som han restaurerede i 80’erne. Så den er fra 1856.
  – Der er ikke noget som gammelt træ. Selv om vinduerne af teaktræ er 60 år gamle, kan de holde i mange generationer endnu. Og det samme kan dørene, siger træmanden og fortæller, at processen med at bygge huset har været lidt den samme som kunstneren gennemgår, når han begynder på et maleri. Han maler lidt, lader det ligge i nogen tid, tager det frem igen, maler lidt mere ... og så fremdeles i lang tid. Sådan også med sommerhuset. Derfor bliver man heller ikke overrasket, da Poul Erik Nielsen fortæller, at det har taget fem år at bygge det nye, store hus.

Der er ikke noget som gammelt træ. Selv om vinduerne af teaktræ er 60 år gamle, kan de holde i mange generationer endnu. Og det samme kan dørene.

Poul Erik Nielsen 

GULV MED KVALITET. Da turen kom til gulvet, var der ingen tvivl i bygherrens sind. Det skulle være af træ fra Moelven. Firmaet er hovedleverandør til hans egen virksomhed, DTE Stampen, så han kender deres produkter og var sikker på at få den kvalitet, han var ude efter.
  Gulvet skulle være af massivt træ. Især fordi det kan ligge i mange år – og så lyder det også bedre, når man går på det, i forhold til et laminatgulv, siger Poul Erik Nielsen og tilføjer, at han også synes, at den historie, der ligger i de massive træplanker, er meget sjovere.
  Hans valg af træ til gulvet faldt således på massive planker af gran – 18 cm brede og 32 mm tykke. Det er en tykkelse, som er typisk i skandinaviske huse, hvor gulvene skal kunne holde til det barske klima i mange år. Og det er også en tykkelse, der gør plankerne meget formstabile og derfor særdeles velegnede til den specielle måde, de skulle lægges på i det nordjyske sommerhus, hvor gulvet skulle rammes ind af en bort hele vejen rundt og skæres i smig.
  Valget af denne stil blev besluttet, efter at Poul Erik Nielsen havde pløjet adskillige bøger om nordiske byggetraditioner igennem.
  – Her fandt jeg ud af, at man engang havde haft en tradition for, i de lidt finere huse, at lægge marmor eller en anden sten langs væggene mod ydersiden af husene. Det gjorde man, for at trægulvene ikke skulle rådne. Men jeg syntes også, at det så meget dekorativt ud, fordi det dannede en fin kant rundt om gulvet og på en måde gjorde rummet færdigt. Derfor valgte vi at gøre det sådan. - Og i dag synes vi, at vi har fået et anderledes og interessant gulv, som binder rummene fint sammen, siger bygherren.

OG PRISEN? – Det er ganske ligegyldigt, hvad det koster, når man bygger sit drømmehus. Det er jo alligevel ikke bygget med salg for øje. – Vores er i hvert fald ikke, siger Poul Erik Nielsen og er sikker på, at huset holder til de mange generationer af familien, der kommer efter ham og hustruen. Træets kvalitet fejler i hvert fald ikke noget, som han siger.

Fakta: Sommerhus ved Sæby

Hvem: Poul Erik Nielsen og hustruen Vera. Han er direktør for DTE Stampen, der er Dansk Træemballages afdeling i Dronninglund i Nordjylland. DTE er Danmarks største og førende producent og forhandler af transportemballage fremstillet af træ. Hovedleverandør er Moelven.

Hvad: 180 kvadratmeter stort som­ merhus på en 5000 kvadratmeter stor naturgrund syd for Sæby med gulv af massivt grantræ fra Moelven. Huset er delvis bygget af genbrugsmaterialer og det har taget fem år at opføre.

Vores andet hjem
– Vi er meget glade for det nye hus, men allermest glade er vi for selve stedet, siger Gullik Jensen og Anne Brit Lystrup. – Her hygger vi os i al slags vejr. Foto: Jan Lillehamre
I sommerhuset ønsker vi et andet liv end derhjemme, men helst lige så komfortabelt. Så da Gullik Jensen og Anne Brit Lystrup opgav at reparere mere på det gamle sommerhus og ville bygge et nyt, vidste de præcis, hvad de gerne ville have.
Sommerhuset får nye former
Foto: Jan Lillehamre
Før var det lille. Ofte var det rødt med hvide karme. Og det havde skråt tag. I dag er det gerne lidt mere firkantet. Ikke sjældent er det sort i stedet for rødt. Og taget er fladt, af og til med tagterrasse. Det drejer sig om det svenske sommerhus.
Et anderledes liv
Foto: Jan Lillehamre
Folk ønsker at livet i sommerhuset skal være ander­ledes end livet derhjemme. Men det skal være praktisk og komfortabelt, mener redaktør Mette Karlsrud Stene-Johansen fra det norske magasin, Hytteliv.
Hytten på bjerget
Foto: Ivan Brodey
Fritidshuset ligger højt og nærmest flyder på fjeldet, omgivet af lave fyrretræer, der er formet af sydvestenvinden og danner et blødt, jævnt tag over odden.