[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Et lysende projekt

Til efteråret vil tre boliger med bindingsværk i limtræ og Kerto stå indflytningsklare i Växjö. At bygge i træ er et miljøvalg for den svenske pionerkommune.

PIONERKOMMUNEN Växjös mål er, at alt byggeri skal ske med træ inden 2020. Boligprosjektet Kv. Vallen er således i tråd med ambitionen og består af to bygninger på ni etager, hvoraf de øverste syv er bygget med bindingsværk i træ samt en bygning på fire etager.
  For entreprenøren, Varends Entreprenad, er det forholdsvis nyt at bygge med træ.
  – Større ejendomme har vi primært bygget i beton, men det er naturligvis interessant for os med nye byggemetoder, siger Jesse Halme, som tror, der bliver flere byggeprojekter med træ i fremtiden.
  – Det er dejligt at bo i en by, der vover at satse på fremtiden, så for os bliver der helt sikkert flere projekter i træ fremover, siger han.  

KOMBINERER SYSTEMER. Tilsammen får området Vallen Norra 60 nye lejligheder, når bygningerne bliver overdraget her til efteråret.
  Direktør Johan Åhlén ved Moelven Töreboda mener, at limtræsfabrikken har opnået et gennembrud for det at bygge bindingsværk i limtræ samt pladematerialet Kerto, efter Trä8-metoden.
  – Vi har fået tekniske gennembrud, fordi vi har lagt vægt på at udvikle og gennemføre vores bygge-system på en stadig bedre måde. Vores hemmelighed er, at vi kan kombinere forskellige bygge-systemer og -teknikker, så vi kan tilpasse os det, som bygherren og arkitekten ønsker, siger Åhlén.

LYDDÆMPET GULV. Hos Moelven Töreboda er de nu i gang med at bygge bjælkelagskassetter, et byggeelement som udgør gulvet i lejlighederne. Disse er underlagt helt specielle krav.
  – I store træbyggerier, som er såkaldt lette konstruktioner, er det en udfordring at klare lydkravene. Dette skyldes, at det er lettere at starte en vibration i en let konstruktion. I vores system med bjælkelagskassetterne har vi en speciel løsning, hvor vi lægger en 17 mm tyk trinlydsdæmpning af mineraluld. På toppen af denne lægger vi to lag gulvgips eller tilpasser med et afretningslag på ca. 40 mm. Systemet er testet i flere omgange og senest i demonstrationslejligheden i Växjö med godt resultat, oplyser Åhlén.
  Han mener, projektet er interessant, også fordi løsningen på den vertikale bærende konstruktion giver stor arkitektonisk frihed:
  – Det er helt specielt med et præfabrikeret system, der gør det muligt at lave værelser, lejligheder eller huse med en unik planløsning.