[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


En dans på massivt træ

Et scenegulv beregnet til dans skal have affjedring for at beskytte udøverne mod skader. Den nye Rigsscene på Schous Kulturbryggeri i Oslo er i massivt fyrretræ og kan tåle de fleste krumspring.

Siden åbningen i 2010 har mangen en danser udfoldet sig taktfuldt og smidigt på hovedscenen. Rigsscenen er en ny institution og scene for national og international folkemusik, samisk sang og folkedans. Lokalerne er tilpasset til netop disse kulturelle udtryk, og der har været afholdt flere forskellige forestillinger og arrangementer – lige fra kurser i folkedans, fejringen af det kinesiske nytår og et tamilsk mestermøde til Belinda Brazas Fear Factory.
  Driftsleder Egil Johannessen fortæller, at man lagde en masse arbejde i at få et scenegulv, der var egnet og tog vare på dansernes behov for affjedring.
  – Vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle vælge fyr eller gå efter et hårdere materiale. Derfor henvendte vi os til det professionelle dansemiljø her i landet. Det blev fyrretræ, fortæller Johannessen.

Vi er meget glade og får så meget ros for gulvet, at det næsten er pinligt.
Driftsleder Egil Johannessen

TESTET AF EKSPERTER. De forskellige kunstformer har forskellige behov for affjedring, og eftersom scenen skulle opfylde mange behov, bad man både den pensionerede prima ballerina Indra Lorentzen og medlemmer af dansegruppen Frikar, der har danset med Alexander Rybak i Melodi Grand Prix, om at kvalitetssikre gulvet. Der blev monteret et testgulv på 5 x 5 meter.
  – Vi tog et par omgange, men ramte plet ret tidligt i processen, fortæller Johannessen, som konstaterer, at tykkelsen på brædderne var lige så vigtigt som afstanden mellem strøerne for at få et godt resultat. Da affjedringen var rigtig, var der stadig en udfordring: At lydisolere.
  – Vi skulle finde ud af, hvor meget isolering vi kunne lægge mellem strøerne for at lydisolere tilfredsstillende uden at fjerne effekten af lyden fra dansetrinene. Som trampen og smæld i gulvet. 
  – Det var denne del af monteringen, der var mest krævende, fortæller driftslederen, som påpeger, at brugen af fer og not, også i kortenden, viste sig at være meget vigtigt.

FÅR ROS. Resultatet blev over al forventning. Affjedringen er vigtig for udøverne af fysiske kunstarter, og ikke mindst fordi det begrænser slidskaderne.
  – Vi er meget glade og får så meget ros for gulvet, at det næsten er pinligt, siger Johannessen. Rigsscenen er et boksteater, en såkaldt black box, hvor der slet ikke trænger dagslys ind. Det er lysmanden, der bestemmer, hvad vi må se. Derfor er gulvet behandlet sådan, at det næsten er helt mørkt.
  – Det er vigtigt, at gulvet ikke ses, når det ikke skal, fastslår han.
Driftslederen fortæller, at gulvet også indgår i den samlede akustiske løsning.
  – Også den får vi meget ros for, må han erkende.

OMHYGGELIG OPFØLGNING. Nu er man optaget af at bevare gulvets kvaliteter for kommende dansere og udøvere.
  – I modsætning til et teatergulv er det ikke tilladt at bore i vores gulv for at opstille installationer i forbindelse med forestillinger. Og hvis der skal laves markeringer med tape, er det med vores tape, der ikke river gulvet op, når den fjernes. Børn skal kunne løbe herind barfodet uden at risikere at få splinter i fødderne. Sammenlignet med andre scenegulve i Oslo, er vores velsagtens det eneste, der ser ud, som da det blev monteret, fortæller Egil Johannessen.

Fakta: Rigsscenen

Etableret 16. marts 2007 af Juoigiid Searvi, Landslaget for Spelemenn, Norges Ungdomslag, Norsk Folkemusik- og Danselag og Samspill International Music Network.

Flyttede ind i nye lokaler i Schous Kulturbryggeri på Grünerløkka i Oslo efteråret 2009.

Hovedscene i massivt fyrretræ, 18m x 7m, en specialproduktion fra Moelven Wood, leveret af BM Carlsen.

www.riksscenen.no

Et nordisk trægulv med sjæl
Vera og Poul Erik Nielsen synes, de har fået et spændende\ngulv, der binder rummene fint sammen.\nFoto: Ivan Brodey
Nogle gamle vinduer af uopslideligt teaktræ kickstartede planerne om familien Nielsens nye sommerhus. Nu står huset færdigt. Og det første, man lægger mærke til indendøre, er det flotte gulv af massivt træ, som er lagt på en ganske speciel måde.
Hr. Renovering
Foto: Dansk Arkitektur Center
Efter 14 år som svensk fjernsyns gør-det-selv-mand er Martin Timell (52) overbevist om, at træ er det bedste byggemateriale.