[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Ekko fra Ecco

På bare 16 måneder fik den verdenskendte danske skoproducent Ecco bygget et nyt hotel- og konferencecenter, der afspejler selskabets kerneværdier: bæredygtighed, globalisering og håndværkstraditioner.

NÅR TRÆ, LÆDER OG GUMMI går op i en højere enhed, bliver det til en smuk sko. Og når der tilsættes beton; et lige så smukt hus. Det kan man forvisse sig om i Tønder i Sønderjylland, hvor verdens næststørste skofirma – danske Ecco – holder til. Ved siden af hovedkvarteret har man netop indviet et nyt multicenter, som på fornem vis er en levendegørelse af firmaets grundlæggende værdier ved hjælp af de materialer, som også bruges til at fremstille de berømte sko af høj kvalitet i smart design.
  Centeret er et stort cirkelformet hus på 5.000 kvm. Og bag den iøjnefaldende træfacade med den markante aftenbelysning gemmer sig hotelværelser, showroom, konference- og mødelokaler samt områder til events, hygge og ren afslapning. Hvad man til gengæld ikke kan se, er, at det blot tog 16 måneder at opføre bygningen – fra de første skitser og frem til indvielsen 1. april i år. For den erfarne arkitekt Daniel Hayden fra firmaet Dissing + Weitling er det da også rekord. 
  ”Jeg har aldrig bygget noget så stort på så kort tid,” siger han og er derfor ekstra stolt af, at missionen er lykkedes.

Vi var aldrig kommet i mål uden Moelven-medarbejdernes engagement, fleksibilitet og gode råd.
Arkitekt Daniel Hayden 

EN SANSEMÆSSIG OPLEVELSE. ”Udfordringen var at få håndværkstraditioner, bæredygtighed og global tankegang overført til arkitekturen på en og samme tid, så brugerne ville få en sansemæssig oplevelse af Eccos profil og værdier,” fortæller Daniel Hayden. Så nu ses Eccos fine håndværkstraditioner tydeligt i brugen af naturmaterialer – med gummi og stavparket på gulvene, træ og beton på væggene samt møbler og lamper beklædt med læder syet af Eccos egne folk. 
  Bæredygtigheden synliggøres ved, at huset er et plusenergihus. Det vil sige, at huset ikke alene er selvforsynende, det også leverer energi til nabobygningerne. Huset varmes og køles af energi fra jord og sol, mens dets cirkelform giver den bedste kvadratmeterudnyttelse og et minimeret varmetab.
  Endelig er de globale værdier inkorporeret ved, at det cirkelformede grundplan er inddelt i fire felter, som peger mod hver sit verdenshjørne. 

VIGTIGT SAMARBEJDE. Det vellykkede byggeri skyldes ifølge arkitekten et usædvanligt godt samarbejde mellem alle involverede parter – bygherre, arkitekt, håndværkere og leverandører. Især mener Daniel Hayden, at det spillede en positiv rolle, at bygherren selv var den, der bagefter skulle eje og drive huset. 
  Træ var det oplagte valg pga. den bæredygtige signalværdi. Men hvilken slags træ, hvordan skulle det se ud, og hvordan skulle det behandles? Ifølge arkitekt Hayden spillede Moelven her en vigtig rolle. – Vi var aldrig kommet i mål uden Moelven-medarbejdernes engagement, fleksibilitet og gode råd, fortæller Hayden. 

”Det er fantastisk at se den flotte bygning og tænke på, at vi har været medspillere på det færdige udtryk – både når du kigger udefra og indefra,” som Finn Thor Pedersen siger.
Markedschef hos Moelven Danmark , Finn Thor Pedersen.

RUSTIKT UDTRYK. Og i Moelven Danmark er markedscheferne Niels Neye og Finn Thor Pedersen da også særlig stolte over virksomhedens bidrag til den kreative proces med bygherren og arkitekten.
  ”Det er fantastisk at se den flotte bygning og tænke på, at vi har været medspillere på det færdige udtryk – både når du kigger udefra og indefra,” som Finn Thor Pedersen siger. 
  Både han og kollega Niels Neye er enige om, at det også har været spændende at være med i et projekt, hvor bygherren har haft så meget fokus på design og detaljer og involveret sig så positivt i hele processen.
  ”I forhold til den udvendige beklædning var det vigtigt for både bygherren og arkitekten at finde et træprodukt og nogle metoder, som giver et rustikt udtryk. Derfor faldt valget til sidst på canadisk cedertræ med en børstet overflade,” fortæller Finn Thor Pedersen.
  Børstningen blev valgt, fordi den giver træet et mere råt og vejrbidt look. Den ’skræller’ det bløde sommerved af, hvorefter vinterveddet står tilbage. Og resultatet er en furet overflade, som følger træets årestruktur og efterlader et unikt mønster.
  Valget af cedertræ skyldes også, at det med tiden patinerer og bliver smukt gråt. Desuden er det fra naturens hånd beskyttet mod råd, svamp og insektangreb, så man ikke behøver behandle det kemisk. Hertil kommer, at det er meget formstabilt og vedligeholdelsesfrit. At det samtidig skoves på den mest bæredygtige måde, er så blot endnu et plus. 

TRÆSORTER TIL TIDEN. Skoproducentens nye superbyggeri ligger i et såkaldt marskland, som er en betegnelse for et vådområde nær havet, hvor det daglige tidevand tilfører jorden næringsstoffer. Disse områder er blandt de mest biologisk produktive leveområder på Jorden. 
  I Eccos nye bygning signalerer de indvendige overflader, at huset netop befinder sig i marsklandet, både når det gælder træsort og udformning. Til væggene blev der valgt olivenask, som er ask med et strejf af brunkerne og lakeret med en snert hvidpigment. Af hensyn til akustikken er det perforeret med små huller. Og for at indarbejde historien om marsklandet i huset har Moelven fotoperforeret 3 motiver fra Flora Danica. Disse motiver repræsenterer pionerplanterne, som etablerer sig i marsklandet, når der dannes nyt land. På afstand bliver den specielle perforering til tydelige billeder af strandannelgræs, strandgåsefod og strandasters.
  – Olivenask er en ny «træsort», som vi er begyndt at bruge, fordi den har et meget specielt udtryk. Desuden er dens egenskaber helt i tråd med tidens krav, fortæller Niels Neye. 
  Den visuelle, funktionelle og konceptuelle ide i projektet er gennemført i alle henseender ved valget af materialer og behandlingen, og om to år, når cedertræet – efter at være blevet udsat for vind og vejr – er smukt og gråt, er jobbet fuldført.

Fakta: Eccos hotel- og konferencebygning

  Plusenergihus 

50 hotelværelser, showrooms, oplevelses- og multirum 

Indviet april 2013 i forbindelse med Eccos 50-års jubilæum

Beklædning i canadisk cedertræ med børstet overflade

Indvendige vægge i lakeret oliven-ask med mønstret perforering. 

Arkitekter: DISSING+WEITLING, www.dw.dk

Rum til forundring
Foto: Torben Nielsen
Otte kilometer træ og 30.000 søm skulle der til for at opføre det meget specielle hus, som familien Varan har bygget i Odder syd for Århus. Et trelænget hus, der overalt er beklædt med lister af cedertræ, som klæder den naturskønne grund.