[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


Bordet fanger

Gennem næsten 50 år designede og fremstillede Moelven møbler til hus og hjem. Fredrik Heuch er en af mange, som fortsat har et nært forhold til de efterhånden aldrende møbler, og særligt til et mørkt og tungt spisestuebord.

FREDRIK HEUCHS FORÆLDRE købte bordet i begyndelsen af 1950’erne, og det fik sin faste plads i spisestuen på gården i Stange i Hedmark. Bordet blev stående, da Fredrik og konen Ragnhild overtog gården i 1964, og selvsagt kom den firbenede ven med på flyttelæsset, da ægteparret blev pensioneret og flyttede i nyt hus i 1998.

Møblerne, vi fremstillede, var af rigtig god kvalitet og i et flot og moderne design.
Per Ivar Pedersen, Moelven

GODT TUNGT OG GODT BRUGT – Flyttemændene havde en sand kamp med at bære bordet. Det er nemlig lavet i massivt birk og er derfor bogstavelig talt tungt som bly, og samtidig er det lidt bredere, end bordene er i dag. Bordet kom på plads i vores nye stue og gør i dag stadig gavn, når vi har gæster. Ganske vist har det fået nogle hak her og der, og overfladen er lidt skjoldet, men vi er utrolig glade for det. Bordet kan desuden trækkes ud og forlænges med op til 3 plader, så der er mange muligheder, hvis folk vrimler ind, fortæller Fredrik, som også ejer et hjørneskab fra Moelven. Skabet er mindst lige så solidt som spisestuebordet. Det er fyldt med mad og drikkevarer og står i familiens spisekammer.

OMFATTENDE PRODUKTION. Ingen kender med sikkerhed i dag startdatoen for Moelvens møbelproduktion. Gamle årsberetninger afslører imidlertid, at det var efter 1910, men at produktionen kun var sporadisk frem til 1922. Da blev det besluttet, at en snedkermester og fem snedkere skulle starte en prøveproduktion. Til denne prøveproduktion bevilgede bestyrelsen 5000 kroner, og et firma i Kristiania (Oslo) skulle tage sig af salget.
  Per Ivar Pedersen i Moelven Industrier ASA, som var med en tid, fortæller at foretagendet var en succes i starten. – I 1930’erne udgjorde møbelproduktionen mellem 25 og 30 procent af Moelvens totale omsætning.
  – I denne periode var der næsten 30 mand, der snedkererede spisestuemøbler, soveværelsesmøbler, salongrupper, enkeltskabe og møbler i almindelighed, fortæller Pedersen.
  Snedkerværkstedet og møbeleventyret blev desværre afviklet i 1959. Antallet af masseproducerede leverancer til skoler, sygehuse og store institutioner var vokset kraftigt. Det var ikke længere rentabelt med en traditionel møbelproduktion.
  – Dette er et stolt kapitel i Moelvens historie. Møblerne, vi producerede, var i en fantastisk god kvalitet og i et flot og moderne design. Jeg kender da også flere, som er ekstra glade for deres Moelven-møbler, og de handles som regel til en høj pris, når den lokale Lions-afdeling bortauktionerer. Dette er absolut møbler i ordets egentlige betydning, smiler Pedersen.