[Missing text /a11n/skiptocontent for da]


10 spørgsmål: Den store boligmangel

Urbaniseringen i Sverige sker hurtigt, og de store skævheder i boligmarkedet bliver stadig større. – Vi skal turde prøve at bygge sociale boliger i god kvalitet, siger Staffan Carenholm, der er konsulent og debattør inden for byggeri og arkitektur.

01. Hvordan vil du beskrive det svenske boligmarked?

 – Der er ved at opstå en boligkrise. I nær fremtid er det umuligt at give alle indvandrere, som kommer til Sverige, en bolig med en acceptabel standard. Samtidig er tærsklen enormt høj for unge, der ønsker at komme ind på boligmarkedet.Helt frem til begyndelsen af 1990-tallet kunne en ung familie som regel flytte ind i en forholdsvis moderne treværelses lejlighed. Problemet var bare, at staten støttede med halvdelen af lejen. Og da landet gik ind i en dyb lavkonjunktur, brød systemet sammen. Resultatet var et boligbyggeri drevet af lejernes betalingsevne  fremfor deres behov.

02. Hvorfor er problemerne blevet større?

 – Den vigtigste årsag til, at alt er vendt på hovedet, er urbaniseringstakten. Stockholm er den hovedstad i Europa, der oplever den hurtigste­­ urbanisering. Hveranden bolig, der skal bygges i Sverige i de kommende år, skal bygges i Stor-Stockholm. Der er et kæmpestort efterslæb og store skævheder i boligmarkedet.

03. Hvorfor bygger man ikke billigeboliger, når behovet er så stort?

 – De store byggefirmaer bygger for et markeds­segment, der føles trygt og sikkert: den relativt velhavende middelklasse. Samtidig kommer det store efterslæb på infrastrukturen i storbyerne også i vejen for boligbyggeriet. Man kan ikke bygge nyt eller fortætte, hvis kommunikationen ikke fungerer.

04. Hvordan fungerer boligpolitikken i Sverige?

 – Efter min mening findes der ingen statslig boligpolitik i dag. Her har man givet op. Derimod er der forskellige politikker og ambitioner i kommunerne, som jo har ansvaret for at skaffe boliger. Urbaniseringstakten kommer som en overraskelse for mange politikere. Politikerne bruger mest tid på at arbejde med tal, og regeringens mål om 250.000 nye boliger i perioden 2015-2020 kan vi godt glemme alt om. Det skyldes både, at det er umuligt at nå målet, og at det ikke vil dække be­hovet. Ifølge Boverket er der brug for mindst 426.000 nye boliger frem mod 2020. Hvem tør stå frem og sige, at det i praksis er umuligt at nå de mål, der er sat for antallet af boliger?

05. Hvordan bør problemerne håndteres?

 – Man skal begynde at snakke om ­problemerne og blive enige på tværs af politiske skel. Vi skal åbne op for dem, der ønsker at komme ind på markedet, og åbne op for dem, der er «låst fast» i for store boliger. – Der er brug en helhedsmæssig tilnærmelse til boligmarkedet og boligpolitikken. Det nytter ikke at justere på små detaljer som rentefradrag. Men med dagens skyttegravspolitik ser det ikke ud til, at der er forudsætninger for at tænke i helheder.

06. Hvordan ser du på fremtiden, hvis ­politikerne ikke tager ansvar?

 – Jeg frygter, at segregationen vil stige, og at det vil medføre stadig mere fremmedgørelse og en masse spændinger i samfundet. Man kan snakke om bolig­byggeri, men ikke om integrationspolitik, selv om spørgsmålene hænger sammen, sådan som udviklingen er i dag. Det havarerede boligmarked er også et generationssvigt: Dagens ungdom er den første generation, som får en dårligere boligsituation end deres forældre.

07. Er socialt boligbyggeri, «social ­housing», en del af løsningen?

 – Social housing er et temmeligt tabubelagt begreb. Man skal ikke bygge ejerboliger målrettet underprivilegerede grupper. Og der er nogle forfærdelige eksempler på socialt boligbyggeri rundt om i Europa. Der er imidlertid også gode eksempler, hvor man har blandet og integreret den type boliger i et område. Når kommunen har stillet en grund til rådighed, har det været en del af aftalen med bygherren, at der også skal bygges sociale boliger, men det skal ikke kunne ses, at det er den type boliger. Jeg mener, at man skal vove at prøve den slags ideer.

08. Hvilke udfordringer står man overfor?

 – Ved tildeling af arealer skal kommunerne i højere grad kræve, at branchen bygger varieret og tilpasset folks forskellige behov og ikke kun 3-værelses ejerlejligheder.– Kommunerne arbejder også med at finde en balance mellem viljen til at bygge varieret, i god kvalitet og mangfoldigt samt det politiske krav om hurtigt boligbyggeri. Boligbyggeri vil imidlertid aldrig blive et «quick fix», og det skal politikerne vove at sige til vælgerne. Ubehageligt, men sandt.

09. Hvilken risiko er der ved socialt boligbyggeri?

 – At man bygger simpelt, uden kvalitet og omtanke. Ønsket om lave boligudgifter fører lidt for ofte til byggeri af ucharmerende, triste og grimme huse. Når vi bygger dårlig kvalitet, udsender vi umiddelbart et signal, og hvilken styrke vil det signal have om 10-15 år?

10. Kan modulbyggede boliger være en løsning?

 – Der er gode eksempler på modulbyggede boliger, for eksempel i Knivsta mellem Stockholm og Uppsala. Her er der opført studenterboliger, der er blevet rigtig flotte. Boligerne har en finesse og en arkitektur, som appellerer til unge mennesker. Og de er ikke dyre. Så det er klart, det er muligt, men så skal alle gode kræfter have mulighed for at bidrage til processen.