[Missing text /a11n/skiptocontent for da]

Moelven tjente NOK 22 millioner på driften i første kvartal

Driftsresultatet på NOK 22 millioner i årets første kvartal er en nedgang på NOK 32 millioner sammenlignet med første kvartal i 2014.
24.04.2015
Moelven Industrier ASA

Konstitueret koncernchef Morten Kristiansen siger, at resultatnedgangen hovedsageligt skyldes, at regnskabet er belastet af prisjusteringer for varebeholdningerne i divisionerne Wood og Timber, som driver savværker og høvlerier (træmekanik) i Norge og Sverige.

- Desuden er der i kvartalet foretaget nedskrivninger for Moelven Elektro i forbindelse med afslutning af projekter. Den samlede nedskrivning for elektrovirksomheden og effekten af prisjusteringer i træmekanikken påvirker resultatet negativt med 26 millioner, siger Kristiansen.

Meget at glæde sig over
På trods af resultatnedgangen ser Kristiansen meget at glæde sig over.

- I vinterperioden er der normalt lavere aktivitet, især i divisionen Wood. Hvis vi skal sammenligne med samme periode året før, var 1. kvartal i 2014 et kvartal, hvor kombinationen af markedsforhold, råvarepriser og færdigvarepriser havde en positiv indvirkning på koncernens resultat. I år har vi oplevet det modsatte. Kort fortalt ender årets første kvartal rent driftsmæssigt på niveau med den tilsvarende periode året før, siger Kristiansen.

Hvis koncernchefen skal fremhæve succeshistorier, mener han, at krydsfinérvirksomheden Moelven Vänerply AB er et godt eksempel.

- Moelven Vänerply – hvor der blev foretaget betydelige investeringer i 2013 og 2014 – forbedrede driftsresultatet med omkring 4,5 millioner sammenlignet med første kvartal 2014, siger Kristiansen.

Øger indtægterne
For koncernen steg driftsindtægterne i første kvartal med 2,5 % til NOK 2.316 millioner (2.260). Divisionen Timber omsatte omtrent som i samme periode i fjor. Divisionen Wood har haft en nedgang på otte procent, hvilket skyldes en unormalt høj vareudlevering i den samme periode året før.

- Divisionen Byggsystemer oplever en glædelig vækst i driftsindtægterne med 105 millioner. Virksomhederne i divisionen har fortsat en sund og godt sammensat ordrereserve – især inden for boligsegmentet, siger Kristiansen.

Enkelte svagere enheder
På trods af at resultatet – sæsonen og nedskrivninger taget i betragtning – er positivt, siger Kristiansen, at der stadig findes enheder med delvist svage resultater, som også påvirker koncernens resultat negativt.

- I den handlingsplan, som er lagt for at nå koncernens fastsatte lønsomhed, er der afsat betydelige ressourcer til forbedringsarbejde i disse enheder. Dette arbejde vil ske med høj intensitet i hele 2015, siger Kristiansen.

Fordelt resultatmæssigt på divisionerne i Moelven leverer både Timber og Wood et svagere driftsresultat, mens Byggsystemer klarer sig noget bedre.

Fremtidsudsigter
Efterspørgslen efter industritræ er fortsat god på mange markeder, samtidig med at udbuddet også er steget efter en periode med høje produktionsniveauer, især for granprodukter.

Der forventes en fortsat svag vækst i boligbyggeriet i Norge. I Sverige er boligbyggeriet for opadgående, men fra et lavt niveau. Hovedparten af koncernens leverancer er til ROT-markedet (renovering, ombygning og tilbygning), som er mere stabilt end markedet for nybyggeri.

Byggsystem-divisionen har ved indgangen til andet kvartal en bedre og mere alsidig ordrebeholdning end på samme tid sidste år. Divisionens selskaber har tilpasset kapacitet og omkostningsstruktur til de gældende markedsforhold.

Der har været gunstige driftsforhold i vinter. Tilgangen af savtømmer har været god. Der forventes fortsat høj aktivitet i skoven frem mod sommeren.

Bestyrelsen forventer, at koncernens underliggende drift og resultat forbedres yderligere i 2015.

 
Yderligere oplysninger:

Konstitueret koncernchef Morten Kristiansen, mobil +4791118250
Direktør for kommunikation og HR Kristin Bjørnstad, mobil +4790713701
Kommunikationsansvarlig Tom E. Holmlund, mobil +47 91 668 668

  
http://kvartalsrapport.moelven.no/2015/Q1/